MTD Kingston Zephyr 6

Så fik jeg alligevel købt en ny bas, en 6strenget MTD Kingston Zephyr. Den præcise bas, kan ses her: Basschat.co.uk. Den samlede pris blev lidt under £670 (6357 kroner helt præcist), hvilket er en rigtig god pris for en bas af denne kaliber. I Aage Jensen har de lige pt. en 4strenget af samme model til 9500,- og samme sted har jeg også tidligere set den 5strengede model til 11.000,- så det er nok ikke urealistisk at skyde på, at nyprisen for en 6strenget MTD KZ i Danmark er på over 12.000. Så det er jo en del jeg har sparet.
Det er suverænt den bedste bas, jeg har ejet og muligvis også den bedste jeg nogensinde har spillet på. Generelt er MTD kendt for en rigtig god tone til slapping og den skuffede mig heller ikke, til gengæld vil jeg også fremhæve, at der er meget klarhed i tonen, når man spiller akkorder i de højere registre af bassen. Michael Tobias går meget ind for, at en bas, der lyder godt akustisk vil lyde godt, når man slutter den til en forstærker, og det gør sig også tydeligt i forhold til mine andre fire basser, at MTD’en lyder af rigtig meget af sig selv.
En sidste ting jeg vil fremhæve er, at halsen (som sælgeren påpegede og understregede, mens vi skrev frem og tilbage under salget samt i salgsannoncen) er fantastisk spilbar og meget let at navigere rundt på uanset hvor på den man befinder sig. Og det er den virkelig også. Den åbner mit spil op for nye muligheder for alternative akkorder, som mine fingre ellers ikke ville have været stærke og/eller smidige nok til at kunne fingerere. Så et udelukkende positivt indtryk indtil videre. -Det eneste negative jeg nogensinde har læst om MTD’s KZ-serie er, at der sammenlignet med visse andre basser ikke er pondus nok i lyden i den dybe ende af toneregisteret, hvis man skal spille en stor koncert op. Det kan der måske muligvis være noget om, men det skal jeg jo ikke lige for tiden og når man har en tilstrækkelig kraftfuld forstærker er det et “problem” (i mangel af bedre ord), jeg ikke er pro nok til at kunne tage mig af.

oktober 14, 2008. Aha, Bas, Generelt, Yihaa.

Endnu ingen kommentarer

Be the first to comment!

Læg en kommentar

Trackback URI