Nu har jeg fået min infarøde forbindelse fra telefon til computer til at vide, så nu kommer de billeder, jeg tit jeg ønsket mig at kunne inkludere i mine indlæg. Klik på billederne for større version.

Her er mit sæde til Michel Camilo-koncerten, som nævnt i dette indlæg.

Her er mit måltid, som nævnt i dette indlæg.

Netkebabben, som nævnt i dette indlæg.

Et billede taget ud af vinduet i Martins garage, som nævnt i dette indlæg.

Belgien, landet der flyder med mælk og kakao, som nævnt i samme indlæg.

Billeder af mine sko, fra en regnvåd dag, jeg kunne have nævnt i dette indlæg.
(Billederne er taget i Stade. Gæt i øvrigt hvilken side, der vender udad…)

Min nye bas, som nævnt i dette indlæg.

Så skete det, der skulle vise sig at blive min fedeste koncert-oplevelse nogensinde. Det kunne jeg måske godt have en forventning om i forvejen, men som jeg nævnte i forbindelse med min seneste koncert før denne, går jeg til ret få koncerter, og dem jeg går til, er risikofrie og garanter for, at jeg vil synes at det er musik efter min smag. Jeg tager ingen chancer og er til gengæld villig til at betale hvad det koster i mange tilfælde.
Koncerten denne gang var med SMV, som jeg forklarede lidt om i History in the making og albummet er som sagt momentvist noget af det bedste jeg nogensinde har hørt og koncerten levede op til forventningerne. Alt ved koncerten var head-bopping (måske med undtagelse af visse elementer af Stanley Clarkes lange solo-spot på sin kontrabas, som var lidt rubato i perioder), og det skinnede ret tydeligt igennem, at vi har at gøre med tre af de største bassister i verden. Det er bassister, som har et uforligneligt groove, men som også er virtuoser på deres instrument og har meget overskud til at lave soloer og den slags. Bassister der hører til verdens elite befinder sig gerne kun i eliten i den ene af kategorierne, men alle disse tre folk er i tops i begge kategorier, hvilket er ret sjældent og én af grundene til at de topper samlet set efter min mening.
Det jeg måske især vil huske langt ud i fremtiden fra denne koncert var at jeg, da koncerten var slut, snakkede med Victor Wooten. På Thebassvault havde han været online samme dag ved 5-tiden om morgenen og da han spurgte de tilstedeværende om vi havde været ude at se dem på deres verdensturné, kunne jeg jo svare at jeg faktisk kom til Hamburg senere den dag for at se dem. Dertil svarede Victor: “Oh Clemen is in Hamburg, okay good. Hey Clemen, make sure you come and say Hi to me, okay?” Så det gjorde jeg . 13 timer senere startede koncerten og da den sluttede efter næsten 2½ time kom de tre bassister ud til et bord, hvor der blev solgt CD’er og plakater, og skrev autografer. Der var en mindre kødrand af mennesker uden om bordet, men da de havde fået deres autografer, gik de naturligvis igen og jeg kom længere frem i køen. Jeg startede helt ude i den ene side resulterende i, at jeg lige pludselig stod under en halv meter fra Marcus Miller med hverken bord eller mennesker imellem mig og ham. Derfra kunne jeg få ham til at skrive en autograf og række den videre til Stanley Clarke, så han kunne gøre det samme. Jeg kunne også have kildet ham på ribbenene, men det gjorde jeg ikke. Senere gik jeg ud af køen og startede et nyt sted for at komme tættere på Victor Wooten vel vidende, at jeg havde intentioner om at hilse og præsentere mig selv. Da jeg præsenterede mig selv som “Clemen from Thebassvault” sagde han “Oh yeah, nice to meet you. Thanks for getting up early.” og gav mig hånden, derefter spurgte jeg om, om han havde fået noget søvn fordi jeg vidste at han ikke var gået i seng endnu, da han var online tidligere på dagen. Han havde også kun sovet omkring to timer, fordi han skulle tidligt op, og så snakkede vi lidt om dét. Så det var en god oplevelse, at møde en mand, som i høj grad har været mit måske største idol i mine første år som bassist og nok den mand, jeg har lært mest af om bas og musik generelt, og finde ud af at han er en meget flink, imødekommende og tilgængelig person uden for scenen. Men det var jeg nu godt klar over på forhånd ud fra hans omdømme, og derfor var jeg heller ikke nervøs for at snakke med ham, selvom jeg på vej ud til bilen kom i tanker om noget, jeg ville have sagt til ham. Men det gør jeg nu tit i forhold til alle mulige andre situationer.

Her er min billet med autograferne

I torsdags var jeg til en af de sjældne koncerter, jeg tager til. Sidst jeg var til koncert, var i 2004, hvor jeg så Maceo Parker på Train i Århus (som en slags lille gave til mig selv, da det faktisk var på min fødselsdag), da jeg generelt ikke er typen, der går til koncerter med mindre det er helt store navne inden for my kind of music (eller bands med kendte bassister, men kommer ofte ud på ét), og så kan det være forholdsvis ligemeget hvad det koster. Til gengæld har jeg så også rimelig høje krav Jeg ville også vildt gerne have været til denne her koncert, men jeg var ude at cykle en lille tur på det tidspunkt. Jeg mødtes med et par gamle venner i Århus i timerne op til koncerten startede, hvoraf den ene sagde, at han max ville give 40,- for en koncert, men til gengæld går til langt langt flere end jeg. Det er naturligvis også anderledes når man bor i en storby, der er så koncertvenlig, som Århus fx er det.
Jeg har ventet til idag med at skrive om koncerten, da jeg tog et billede med min telefon af, hvor godt mit sæde rent faktisk var, men den infarøde forbindelse på min computer vil åbenbart ikke modtage nogle bestemte billeder. Men man kan tage dette billede fra anmeldelsen på Århus Jazz Festivals egen side og gå 6-8 sæder til venstre for fotografen, altså sædet præcis foran Michel Camilo selv, og så ét mere til venstre, så sad jeg dér.

Nok en gang via. whoateallthepies.tv:
Remi Gailliard – freestyle footballer

Genialt.

Sikke dog en skør mand…

Klokken er godt nok næsten to, men ordet “formiddagskaffen” tager sig bedre ud i overskriften.

Det første handler om billeder og er en samling af 50 flotte af slagsen. LINK.

Det andet handler om verdens statistikker og bliver opdateret løbende. Lige nu (kl. 13.56) står den daglige spammail tæller på 73,3 mia. Det er mange. Jeg har fået 16 af dem. Andre statistikker vil vise, at omkring 6,9 mio. er døde af HIV i tidens løb, mens rygning alene i år har 1 mio dødsfald på samvittigheden. Stof til eftertanke, men det siger jeg selvfølgelig også fordi jeg ikke fatter hvad idéen i rygning er… LINK.

Som formodet, kommer der nu en lille opfølger på turen. Den har ladet vente på sig fordi jeg gerne ville have de billeder med, som Lasse har været så venlig at sende til mig.
Jeg ville gerne lukke turen fra min bevidsthed og knytte kommentarer i samme retning, men det kan jeg ikke. Jeg har ikke rigtig fået det mere på afstand nu end lige da jeg var kommet hjem, tværtimod er jeg nærmere blevet en kende mere skuffet, fordi jeg nu er definitivt besluttet på at sælge min cykel og afskrive seriøs cykelsport fra min fremtid. Jeg kunne i hvert fald godt bruge nogle af pengene mens jeg stadig kan sælge al udstyret samt cyklen til en nogenlunde pris.
Overordnet slår det mig dog, at grunden til min ærgelse også er, at jeg vitterligt så dette hersens projekt som en once-in-a-lifetime ting og at jeg derfor havde meget specifikke idéer om, hvad jeg gerne ville. Det kan (vil) selvfølgelig virke krævende og måske snobbet for andre, men det har jeg ikke været villig til at ændre på og ser heller ingen grund til at skulle have gjort det. Men så meget, desto større ærgelse bagefter når tingene ikke går som man gerne ville have haft det. De andres syn på turen var meget mere fleksibelt og taktisk klogt på nogle områder. Der var margin for fejl og ændringer i holdninger osv. Det havde jeg ikke så meget af og det burde jeg klart have haft, hvis turen skulle være en ubetinget succes – i hvert fald når der var den uenighed, som der var. Det var en personlig fejl begået i blåøjethed at tro, at det nok skulle ordne sig. Min fejl.
Jeg er af den holdning/personlighed, at jeg må finde hvile i visheder, hvis jeg skal fremmane ekstraordinære kvaliteter hos mig selv. Da jeg begyndte at spille bas var det fx også med en vished om, at jeg rent logisk måtte kunne finde ud af det når jeg kom fra en så musikalsk familie og når jeg havde en generelt god forståelse for musik og måske specielt rytmik dengang. Uanset om det passede eller ej, så jeg ingen grund til at acceptere, at jeg ikke skulle kunne lære en bestemt sang fx. Det gav ingen mening for mig, hvorfor i alverden det skulle kunne forholde sig sådan. Derfor er jeg også blevet relativt god (i al beskedenhed) og det skyldes i høj grad, at jeg stolede på mig selv og fandt stor selvtillid i visheden om, at jeg havde talent og var lærenem. Og ud af visheden springer også uanede mængder gejst, lyst, viljestyrke, målrettethed, energi og overskud, som jeg ellers ikke ville have. Tro kan som bekendt flytte bjerge, men kun hvis den er stor nok. Denne cykeltur var én af de få ting, jeg er gået helhjertet ind til og derfor vidste jeg at alle tekniske/fysiske/praktiske problemer ville kunne overkommes.
Under forberedelserne til turen mødte jeg tit argumentet om, at jeg jo havde cyklen, grejet og formen, så hvorfor ikke bare tage afsted? Men hvis man tænker sådan, så træffer beslutningen sig selv i stedet for, at man selv gør det 100%, en slags “nu er jeg jo alligevel på et vist punkt i forberedelserne, så kan jeg jo lige så godt bare gøre det”-mentalitet, og det var ikke helt nok for mig. Det er halvhjertethed, som man kan bruge i et utal af situationer, men (jeg kunne) ikke i denne. Essensen må vel være ngoet i retningen af, at kommunikationen var alt for mangelfuld og vi vidste for lidt om hinanden inden turen gik igang. Og ærlig talt vidste jeg nok også for lidt om mig selv, eller jeg har i hvert fald ikke sat ord på alle mine tanker før nu her bagefter, og nogle tanker vidste jeg ikke, at jeg havde. Fx vidste jeg ikke, hvad jeg tænkte om at sove i telt, jeg havde bare accepteret det som en del af kompromiset, hvis det kunne vedblive at være, at vi cyklede hele vejen. Men det krakkelerede jo ret hurtigt og så gjorde mange små bække en stor å. Men stadig var det også naivt af mig, når det kun var mig, der brændte for at det skulle være således. Det må jeg erkende og bebrejde mig selv, hvis nogen skal bebrejdes for noget. Det er i hvert fald den modne og svære ting at gøre.
Anyways, her kommer et par udvalgte billeder fra tiden mellem Köln og Paris:

Her mødes vi på banegården i Köln

Vores vandrerhjem i Köln med cykler på værelset og Kölner Dom lige uden for vinduerne

Vores gigantiske og vildt upraktiske kort (med en dreng på)

Gruppebillede fra første samlede dag

JD og Chris foran “Dom-fabrikken”

Lasse får taget nogle gode billeder over skulderen mens vi kører

Brosten i Tyskland

Chris på vej op ad en bakke i den famøse skov, jeg generelt havde kaperingsvanskeligheder med

Cykelskilte i det cykelvenlige Tyskland

Den semi-katolske kirke

Lasses kreative og vindstille frokoststue

Stilhed før (sne)stormen hos Martin Reumers

Stilhed efter (sne)stormen

Kakaomåltidet

Tunmåltidet samme dag

Det er grineren at køre på rulletrapper med cyklerne. Der skal bremses.

Vores lille tomandsværelse i Paris

Foran Notre Dame

Foran Eiffeltårnet

Vores lidt større ottemandsværelse i Paris

Den gale japaner med cyklen

Sådan skal en skærm vist ikke se ud…

Jeg reklamerer i grunden ikke nok for 101greatgoals.com.
Det er en blog hvor der, udover (bogstaveligt talt) alverdens mål, er mange interessante clips fra fodboldens verden på et dagligt opdateret plan. To ting af ugentlig forekomst, jeg ynder at se er fx Showboat og Skill Skool. Begge dele bliver lavet af programmet Soccer AM på Sky Sports. Showboat er driblinger, hælafleveringer, saksespark og alskens små finesser fra ugens løb. I Skill Skool tager én af værterne ud til ungdomsafdelingen i fodboldklubberne rundt i England og sætter to af spillerne op mod hinanden i en tre-runders battle i tricks og skills. Resten af holdet vurderer så ved jubel-måling, hvem af de to kombatanter der har vundet. Det er meget underholdende.

Denne uges Skill Skool kommer fra Hull City AFC, ham til højre er vild nok.

På det seneste har Christiano Ronaldo stået for minimum to af detaljerne fra Showboat og i denne uge er der tre. Se det her:

Natten til tirsdag var der igen koncert på Thebassvault.com, denne gang var det på Higher Ground i Burlington, Vermont. Anledningen var, at Victor Wootens nye CD Palmystery udkom 1. april. Jeg har pre-orderet den, men den er ikke kommet endnu, så jeg fik mig en lille smagsprøve på hvad der er i vente. Aftenens band lineup bestod af Victor Wooten (bass & vocals), Anthony Wellington (bass), Derico Watson (drums), Saundra Williams (vocals), Regi Wooten (guitar) og Steve Weingart (keys).
Det er altid en oplevelse at følge med på Thebassvault når ens bas-helte folder sig ud eller bare hænger ud og denne gang var bestemt ingen undtagelse, også fordi jeg var bedre forberedt end jeg plejer at være. Jeg havde timet det lidt i forvejen mht. søvn og havde linet omgivelserne op med en blød stol, dyne og kakao. Og så en omgang god musik, kunne jeg kun gå ud fra. Den første halvanden times tid fra jeg logger på til showet starter, hører vi ipod for at teste lydsignalet. Det er Mike Stern – These Times der kører og den er rigtig fed faktisk. Jeg tror jeg køber den.. Richard Bona som både bassist og vokalist er i hvert fald en genial idé.
Som en lille intro (læg mærke til ringetonen fra 0:16-0:19):

Der testes lydsignaler

Lydmanden Jack påstår at vi hører Jack and the Jacktones

Under brugernavnet “robynm” finder man Vics søn Adam, som vel er ca. 7 år

Showet går igang

Jeg fik øjnene mere op for at zoome ind denne aften, her på Derico i cam 3 samt Vic, Ant og Saundra i cam 4

Et sjældent syn: Vic alene med mikrofonen, ingen bas (i cam 4)

Pianosolo

Trommesolo

Herefter bevæger de sig over i Shout-style musik

Og tilbage i lidt mere drumming

Da Adam går i seng (formoder jeg), bliver “robynm” til Kaila, Vics ældste på omkring 10-11

Guitarsolo med Regi eller “The Predator” som én kalder ham (gæt hvorfor…)

Bass solo

I soloen laver Vic sit stunt med at stemme alle strengene langt ud og lave en slags percussion-solo som her – og stemme dem tilbage igen

End of show

Vic kommer ud og siger hej (i cam 1, selvom det er meget utydeligt). Han runder af med at sige “OK, gotta go. Tell your friends about Thebassvault, Kaila go to bed!”

Se dét… er et selvmål!

Fra kampen mellem Debrecen og FC Fehervar i den ungarnske pokalturnering.