Cykeldagbog 3 – mod Köln

Mandag d. 25. feb
Igen idag har vi diskuteret lidt frem og tilbage, hvad turen går ud på og hvad vi vil have ud af den. Der er skuffelse at spore hos os begge. Jeg er skuffet over at helhedsbilledet, at cykle fra Danmark til Afrika allerede er spoleret og jeg tror JD er skuffet over den holdning, at det ikke gør noget for mig at cykle mere end 4 timer om dagen og så dét, at vi nu bor på et hotel til €75 (igår var i øvrigt også 93, ikke 39). JD vil hellere sove på gaden end betale disse høje priser, men det vil jeg ikke og så må det jo desværre nødvendigvis foregå på mine præmisser. Han har jo råd til det og han hverken kan eller vil tvinge mig ud på gaden at sove, hvis jeg ikke er tryg ved det. Ej heller er det en mulighed for ham at sove alene på gaden. Så er det mere oplagt for ham at indgå et kompromis. Ærgerligt for ham at skulle have så store uforudsete udgifter. Mig gjorde det ikke så meget. Undervejs i snakken idag luftede jeg den betragtning jeg også gjorde mig igår, at jeg nok ikke skulle være taget med i det hele taget. Vi vil for forskellige ting med turen til at det ikke er dømt til at mislykkes og/eller skabe mange kontroverser. Jeg udelukker stadig ikke muligheden at tage hjem, men ser tiden an. På nuværende tidspunkt vil jeg i højere grad tænke “det var sjovt at være med” end “kæft, noget ærgerligt lort” hvis jeg skulle vende skuden her.
Dagen idag foregik i øvrigt således, at jeg tog afsted alene efter morgenmaden ved ca. 9-tiden og kørte mod Itzehoe, hvor vi skulle mødes og overveje, om jeg havde ben til at fortsætte til Glückstadt. Der er 96 fra Schleswig til Glückstadt og så burde der have været 75 til Itzehoe, men jeg endte med at have kørt 107km, hvilket jeg synes er fed nok, men det kan nu godt tage modet fra én når man kører i ring, ad omveje eller bare føler sig lost i Tyskland. Alene. Da klokken var 10.50 var jeg netop nået ud på hovedvej 77, som var den rigtige. Omkring 20km og næsten to timer var gået med at finde ikke særlig langt uden for Schleswig. Det huede mig ikke specielt meget, men det gik.
Tyskerne virker i øvrigt meget hjælpsomme af natur, 4 gange indtil videre har folk uprovokeret spurgt om de kunne hjælpe med noget og de folk, vi har spurgt svarede også altid venligt og detaljeret. En mand førte mig fx af en vej, som ville spare mig 15km i forhold til at være fortsat ligeud af hovedvej 77 og fortalte at jeg skulle køre mod Hohn, Hamdorf og Breiholz og så bare Itzehoe derfra. En anden mand førte mig tidligere af samme vej (uden at jeg vidste hvilken, han talte om endnu) fordi den var af bedre kvalitet at cykle på.
Undervejs gik jeg en kombination af vand- og sukkerkold og tror jeg drak mere idag end jeg har gjort sammenlagt de andre dage, en 1½liters “Multivitamin-nektar” jeg købte i Aldi røg ned på 5 sekunder.
Solen skinnede hele dagen og vinden var ikke nær så slem, som den før har været, så det hjalp jo også sveden på vej. Jeg sejlede med færge over en flod/å/vandpyt på måske 200m, men det kostede heldigvis ikke noget.
Vi havde aftalt, at hvis ikke jeg var på stationen i Itzehoe kl. 17. skulle JD søge ud på en internetcafé for at tjekke sin mail for nys om punkteringer eller andre slags uheld (det var vores eneste kommunikationsform) og selvom jeg havde tonset det sidste stykke for at nå det, ankom jeg først 10 minutter for sent. Han ville gerne have fortsat mod Glückstadt fornemmede jeg, men det lød også til at han havde haft en god tid med at gå rundt i byen og se sig omkring i det nordtyske miljø, så dagens løsning havde alle det rimelig fint med.

Tirsdag d. 26. feb
337km står den på. Så er vi nået til Stade, en relativt stor by fornemmer vi. Humøret har generelt været meget bedre idag, men i snakkene kommer der nogle sandheder på bordet, hvilket jeg måtte erfare her til aften i form af noget, der faktisk sårede og fortvivlede mig lidt, men som jeg også kan bruge til noget og skal til at tænke mere over i fremtiden. Når man presser sine fysiske grænser og samtidig går op og ned af hinanden 24 timer i døgnet, bliver man hurtigt irritabel, men det har ikke haft fatale konsekvenser eller noget der ligner.
Regnen er stadig bitter og igen idag skal mange ting tørres. Vi kørte igennem et væld af små byer efter at have taget færgen over Elben. Vi var her i fin tid og det var godt, for også her havde vores Jugendherberg (en stor vandrerhjemskæde) lukket. Det havde til gengæld en masse hoteller ikke, de to første vi spurgte på, havde endda overbooket, så der må næsten ske noget i byen i disse dage. JD’s sko gør stadig værker og idag røg der en skrue, så de ikke kan sidde på. Den må vi have fat i imorgen i cykelhandleren og så er det vist også på tide at jeg får købt en ordentlig regnjakke. Indtil nu har jeg klaret mig med engangsjakker som vinden nemt river i stykker. Men det har nu været en fin dag ellers med godt humør og overskud på vejene. Imorgen hedder den Bremen, 85km, men når vi det før mørkets frembrud, hvis cykelshops først åbner kl. 10?
Til aftensmad betalte vi hhv. €16,5 og €12 for kæmpe måltider af to steaks (okse og svine) og 2 schnitzler med dertilhørende bjerg af lækre panerede løg, pommes frites på en tallerken for sig selv, salat i skål for sig selv og en forret. Jeg spiste næsten ikke noget salat og efterlod en del løg. Til gengæld havde 5 liter cola ekstra ikke været dårligt. JD formåede at kværne al sin mad og hapsede endda et par af mine pommes frites. Og det er endda mig, der er den tykke af os to…

Onsdag d. 27. feb
405km. Mega hård dag. Vi mærkede begge i morges, at benene ikke var for gode og dertil kom, at vinden var en plage og at vi blev vildledt af omveje ud af Stade, som bragte ruten til Bremen op på over 100km, hvilket under omstændighederne var for meget. Så vi sled og slæbte (jeg gjorde især) og kom til Wallhöfen, 38km fra Bremen, hvor vi besluttede at tage Bremen imorgen og slappe godt af dér. Köln til 1. marts kunne vi godt skyde en hvid pind efter i erkendelse af, at vi simpelthen har overvurderet vores ben og undervurderet vindens potentielle nederenhed. Så nu hedder den Osnabrück og toget derfra til Köln. Det er fint nok. Det handler jo om, at vi har en deadline, der skal mødes. Der er visse kriterier, der for mig gør det en grad af acceptabelt, at tage toget og afvige fra idealismen. Sikkerhedsmæssighed er ét. Deadlines kunne være et andet. Idag bor vi på et hotel som de absolut eneste, hvilket er en lidt komisk situation. En mand på omkring 70 (ved navn Otto Buer) ejer hotellet, den vedsidenafliggende kiosk og den vedsidenafliggende bar/restaurant. Hans familie hjælper til at drive det. Især er det lidt grineren, at han skal stå op for at lave Frühstück-buffet til kun os på det tidspunkt, vi angav. Humøret har været højt trods vinden og der bliver joket meget med det hele, også med det, at butikken ved siden af har rigtig mange varer, hvor der kun er én af hver og meget kører på sidste salgsdato eller tæt på. Jeg fik i øvrigt købt en regnjakke i Stade, men den er ikke åndbar, så jeg blev gennemblødt af sved.

Torsdag d. 28 feb
453km “Bremen, vi havde nået vores mål”.. eller noget. Det trælse ved sådanne projekter som dette er, at man har en sang på hjernen i (flere) dagevis. Det foregående er fra Verdens længste rap med Østkyst Hustlers og er den eneste del af teksten, jeg (egentlig ikke) kan udenad. “Es war einmal ein Puddelhund” med De Nattergale har også hængt ved i lang tid, nærmest siden vi kom ind i landet. Men en flot dag ellers, vi burde næsten have kørt længere end vi gjorde, men det er fint med lidt fedning. Da vi kom ind i udkanten af byen, var vi ikke helt enige om, hvilken retning vi skulle hen og hvor centrum lå. Bremen er ikke den mindst forvirrende by i verden og det tog en del tid at finde stedet. Vi havde kørt lidt efter PDA’en og så kørt lidt efter kompas og gefühl og drejet af forkerte veje og kørt vild. Efter at have kørt i en stor ring, mødte vi en ældre mand, som holdt en lang enetale om hvordan man bare kan tage bussen direkte til centrum for €1 og om, hvordan man aldrig finder det uden lokalt kendskab og om, hvordan man bare kan tage bussen for €1 og stå af ved Am Brill og om, hvordan han ikke mente vi havde ret store chancer, når vi ikke var lokale – osv. osv. Det endte med PDA’ens kyndige vejledning, men vi måtte nødvendigvis følge den slavisk, hvilket vi også gjorde. Nu bor vi på et vandrerhjem, som er nice og billigt. Vi blev forresten stoppet af politiet tidligere idag for at have kørt på en motortrafikvej, men de var flinke og gav os kun en advarsel. Jeg havde lige betalt for hotellet for lidt siden, så min pung (med pas i) lå øverst i tasken mens JD endtevendte begge tasker og brugte lang tid på at finde sit. Det var lidt action-packed, men han var ikke nervøs, for han vidste at det var der et eller andet sted. Efter motor/traffikvejen havde vi kørt ad obskure veje blot for at nå op mod samme ulovlige vej igen, hvor politiet fik øje på os og lavede en u-vending mens vi stod og overvejede vores muligheder for hvilken vej det mon var meningen vi skulle køre på. Politifolkene hjalp os heldigvis over på den anden side af vejen, hvor der var cykelsti.

Fredag d. 29. feb
537km. Idag var det så, at vi skulle have nået Osnabrück. Vi kom til Lembruck og tænkte at vi godt kunne nå de sidste 42km næste dag. Hotellet kostede €88 men vi tænkte at vi lige så godt kunne slutte vores luksuriøse eskapader af med manér. Ikke at 88 er det meste vi har betalt hidtil… Igen var det en flot dag med masser af sol i momenter og skyfrit i samme. Det var det varmeste det har været mens vi har kørt. Vinden var også næsten væk, men den tog til i løbet af dagen. Hvis det gode vejr havde fortsat, kunne vi snildt have taget den hele vejen. Men måske havde det også givet for lede tømmermænd i benene imorgen, det skal jeg ikke kunne sige. Så vi holdt i Lembruck og ser i World Weather på CNN (første kanal vi er stødt på, som ikke er enten tysk eller synkroniseret) at der er oversvømmelse i Argentina og storm i Tyskland imorgen. Pis nok alligevel, for når det er én af to headlines for hele verdens vejr, så må det være relativt heftigt. Humøret er stadig højt og der er overskud. Vi spiser pizza på en restaurant/pizzaria, hvor en mystisk mand opholder sig. Han snakker konsekvent en blanding af tysk og engelsk og hans hovedsprog lyder til at være i omegnen af rumænsk, da han tager en telefon. JD lufter tanken at han kunne være på flugt og det lyder ikke urealistisk, det virker i hvert fald til at pizzamanden har taget ham under sin vinge. Senere kommer pizzamandens kæreste/kone og datter ind og den lille har megen øjenkontakt med mig undervejs. Hun er en sød én. Hun gør ikke meget væsen af sig indtil vi går, hvor hun begynder at græde (meget). Jeg bilder mig ind, at der er en sammenhæng.
Vi var i øvrigt lige i Spar, hvor jeg købte en chokoladebudding med flødeskum – det tredje mærke af samme produkt, jeg har købt indtil videre, og jeg har endda set flere uden at købe dem. Der må være stor efterspørgsel på den slags hernede siden så mange firmaer producerer dem. På et tidspunkt så jeg, på en random tysk TV-kanal, to forskellige reklamer i samme reklameblok for chokoladebudding. På daværende tidspunkt havde jeg kun prøvet én variant, som var fra Aldi og var den eneste jeg rent faktisk har set i Danmark. Lur mig om der ikke er flere slags chokoladebudding i vente fremover. Lembruck må i øvrigt noget af en turistby, da der nærmest ligger lige så mange hoteller som huse. En banegård ligger der til gengæld ikke..

Advertisements

marts 12, 2008. Aha, Cykeldagbog, Generelt.

Skriv en kommentar

Be the first to comment!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback URI

%d bloggers like this: