Cykeldagbog 5 – Paris

Tirsdag d. 4. marts
Nu er vi rent faktisk i Paris. Det er gået ret stærkt må man sige… Da vi vågnede i morges, fik vi os en lille belgisk overraskelse: alt var dækket af sne! Hele natten havde været hundehamrende rystende af kulde, hvilket jo også skyldtes sneen, men garagen var nok ikke generelt vildt varm. Martin Reumers (man of the house) kom ned med dejlig varm kakao og sukker og vi drak godt til. Da vi så kom ud, var teltet kollapset under den tunge tøsne. Alle stængerne var knækket på uregelementerede steder og der var flere huller i dugen. Så det måtte kasseres, hvilket Martin gerne ville tage sig af. Hans søn på måske 10 år går ikke i skole, men hjælper til hjemme i Martins sawmill. Det er lidt skørt, den slags folk finder man ikke mange af i Danmark. Vi beslutter os for, at tage toget til Paris og låner Martins internet til at finde tider, Martin er endda så flink at ringe til togkontoret og spørge, om man kan tage cykler med, hvilket ikke fremgår tydeligt af hjemmesiden. Vi får at vide, at det er nemt fra Verviers (den tætteste by) til Lille, men ind i Paris nærmest umuligt. På strækningen tilbage til Verviers (som jo inkluderede nedkørslen på det syge bjerg – der by the way var omkring 4km, dobbelt så meget som vi havde anslået) besluttede vi at køre helt til Liege, ca. 30km. Hér får vi det samme svar mht. cykelmedtagning – faktisk siger de, at det er umuligt at tage cykel med ind i Paris. Så vi måtte tage den til Lille i stedet. Liege var i øvrigt absurd at cykle i! Vi kørte nærmest på kraftigt befærdede hovedveje hele tiden, og i byen så vi da også kun 4 cyklister i alt og alle 4 så rimelig garvede ud. Belgien er generelt slet ikke noget cykelvenligt land, som Tyskland er det. Vi skulle ind og ud af frakørsler i Liege og på et tidspunkt endte vi pludselig midt ude på vejen med en motorvejsfrakørsel på vores højre side. Da vi så kom til Lille, havde vi undervejs spurgt “Garnleif” (ven af de to tidligere KG-drenge, Chris og Lasse) om han ville hjælpe os med at finde nogle sovesteder på nettet. Det ville han gerne. Ved 9-tiden var vi nærmest næsten ude af banegården (efter at have kørt lidt “Dom-kørsel” – ikke at Dom betyder banegård, men nogle ord er bare for gode til kun at blive brugt om det, de rent faktisk betyder), da vi så, at ét billetkontor stadig var åbent. De sagde, at det ikke var noget problem med cyklerne og at der gik et lyntog kl 22.09, som var i Paris kl 23.23 med cykelmedtagning. Den tog vi, for vi havde fundet et par sovesteder i Paris hos Martin, så vi ville ikke komme til at vandre hvileløst rundt i en vild kæmpeby ved midnat. Det er sikkert smart nok ikke at gøre dét… Jeg tabte PDA’en under turen idag, så højre hjørne af skærmen ville kun vise noget, der svarer til flimmer på en fjernsynsskærm. Senere gik den helt i spåner, men den nåede at vise os hen til et rart hostel, hvor vi sover 4 mand og 4 cykler på et tomandsværelse. Det er rutineret! Og billigt nok. Nu bliver vi i byen et par dage.

Onsdag d. 5. marts
Rundt at se ting i Paris. Jeg har været i Paris før, så jeg kender godt seværdighederne, men det var hyggeligt nok. Vi fik set Notre Dame, Eiffeltårnet og Champ’s Elysses på tæt hold samt Louvre og Triumfbuen på afstand. Modsat mit forrige visit var vi helt oppe i toppen af Eiffeltårnet, så vi kunne se hele byen. Og der var by så langt øjet rakte. David Belle (parkour-guruen) bor i en del af Paris, som ligger 38km væk, men stadig er en bydel. Så vi har at gøre med en forholdsvis kæmpe by. Vi bor stadig på St. Christophers Inn, men måtte skifte fra 2mands til 8mands værelse, så nu bor vi sammen med en amerikaner, et spansk eller latinamerikansk par og en tom seng. Jep… en pige på værelset, det er lidt skørt.
Igår nat fra banegården blev der kørt ret stærkt, da Paris ikke ligefrem er den mindst oplagte by at blive mugged i. Ej heller er vi de mindst oplagte targets i samme forbindelse; turister uden lokalt kendskab i Paris ved midnatstid. Og når jeg oven i købet flasher min PDA hyppigt, skulle der være gode mugging-muligheder. Men hvorom alting er, blev der kørt endnu stærkere idag rundt i byen. Folk kører bare når de kører rundt i Paris’ gader og på vej hjem kørte vi op mod 35 km/t midt inde i byen med biler, busser og fodgængere flagrende omkring os. Cyklister kører gerne i et særskilt spor af vejen, der er forbeholdt cyklister og busser, så nogle gange måtte man overhale flere busser, der holdt stille men kunne sætte i bevægelse nårsomhelst. Det var vildt grineren og action-packed, også fordi det var en stor lettelse at køre uden den tunge oppakning til forandring. Der var høj fart og solen var også flot. Alligevel var denne dag en af de mindst indtryksrige, da min tur jo altid har handlet mindst om sightseeing og mest om selve cyklingselementet. Men som der blev snakket om ved aftensmaden, bliver det for dage som denne, jeg lever, hvis jeg fortsætter. Det er ikke sjovt at køre længere for mig. Turen har næsten mistet alt, der hedder formål og mening og jeg finder ingen motivation for at køre. Kun for at være sammen med drengene i hvilket tilfælde, det jo stadig er nederen at skulle køre så meget. Men jeg ser stadig tingene an og kigger på mulighederne efter Paris, om resten af turen bliver én, jeg kan overskue. For den er jo immervæk kun lige begyndt for Lasse og Chris. Der er en hel måned endnu for dem. Men da vi snakkede her til aften, mødte jeg kun forståelse, så jeg kunne godt finde på at vende skuden, hvis det skulle komme dertil.

Torsdag d. 6. marts
Idag har vi ikke rigtig lavet noget, bare fedet den lidt rundt og købt et nyt telt. Men inden da, skulle jeg jo nødvendigvis have besluttet mig for om jeg ville fortsætte videre, for teltets størrelse afhang jo deraf. Der blev opvejet lidt for og imod og jeg besluttede mig for at tage hjem. Jeg synes ikke det er så sjovt længere og det, jeg gerne ville med turen er jo for længst ødelagt. Vi har taget toget omkring 600km og kun cyklet 750, så helhedsturen DK-Marokko er der ikke meget tilbage af. Når vi sidder i sadlen, har jeg helt mistet motivationen – og så er der jo pludselig lang vej igen. Så svarer det til hvis en eller anden random person pludselig skulle køre: man ved ikke helt hvad det medfører, hvor langt der er, hvorfor man gør det osv. og så bliver det ikke til at overskue. Motivation for ting som denne kan jeg ikke bare hive ud af den blå luft. Jeg havde mentalforberedt mig lang tid i forvejen og nu er vi endt op med den tur, jeg havde afvist at have interesse i for længe siden, og så er der jo ikke megen grund til at fortsætte. Men jeg har det også godt med at stoppe. Det er den rigtige beslutning. Hvis jeg skulle fortsætte, skulle det som sagt være for dage som disse, hvor vi bare feder den i en storby og hygger, derfor ville jeg også lige se tiden an i Paris, men jeg er kommet frem til at det ikke er en holdbar løsning i længden. Vi kan jo hænge ud i Danmark.

Advertisements

marts 12, 2008. Aha, Cykeldagbog, Generelt.

Skriv en kommentar

Be the first to comment!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback URI

%d bloggers like this: